Logo

Følg mig

Forfatter arkiv

taknemmelighed

Taknemmelighed – vejen til lykke

Forskning viser, at mennesker, der er taknemmelige er mere lykkelige. Men hvorfor er vi så ikke bare mere taknemmelige?!

Kom lad os brokke os

I 1996 gik jeg og sang med på TV 2’s ørehænger: ”Kom lad os brokke os”. Den ramte en tendens dengang rigtig fint, og ved et nyligt genhør kom jeg til at tænke på, at den på mange måder fortsat er aktuel. ”Kom lad os brokke os – det er jo det, vi har det bedst med”, synger Steffen Brandt, og evolutionært giver det faktisk rigtig god mening, at vi har så nemt til brok. Det er så let at blive fejlfinder: jeg har ikke råd til… , jeg mangler at…., hun er altid så sur…, min chef ….., jeg fik kun…

Bekymring og det at få øje på fejl er en vigtig overlevelsesmekanisme, og det er derfor måske ikke så underligt, at det er det, vi naturligt griber til. Desværre giver det ikke en god følelse at brokke sig, tværtimod.

At være taknemmelig – at lægge mærke til og værdsætte stort og småt skaber, i modsætning til brok, positive følelser hos os. Og taknemmelighed kan være et rigtig vigtig redskab for os til at skabe stærke bånd til andre mennesker. At have gode venner, kolleger og familie i sit liv er noget af det allervigtigste for vores trivsel, og at føle taknemmelighed binder os sammen.

Julelys i øjnene

Jeg har en skøn veninde, der i den grad har åbnet mine øjne for taknemmeligheden. Engang havde vi den glæde at være i Disneyland ved juletid i forbindelse med en kongres. Vi var der uden børn og familie – og derfor oplevede vi parken på en anden måde, end hvis vi havde haft travlt med at nå alle forlystelserne og manøvrere mellem candyfloss og popcorn. Vi stod i mængden og glædede os til juleoptoget – alle disneyfigurerne i dansende optog gennem den enorme folkemængde. Forinden da stod vi og ventede. Ingen af os vidste, hvad vi egentlig ventede på. Men vi fulgte mængden af mennesker og tog plads. Pludselig blev der stille, og så skete det: Hele Disneyland blev tændt på én gang og en bølge af fælles beundring flød gennem menneskemængden. En fuldstændig abnorm mængde af helt sikkert ikke-miljørigtigt lys oplyste bygninger, træer, figurer og lygtepæle.

… og julelys i hjertet

Jeg husker, hvor smukt det så ud. Men jeg husker helt langt ind i kroppen noget andet i langt højere grad. Min venindes glæde. Hun har en skøn vane med at klappe i hænderne, når hun begejstres. Og der stod hun. Med sine helt egne lys i tårerne, der var i hendes øjne – klappende af begejstring. Den følelse af taknemmelighed, jeg følte lige der – for hende og for livet og for alting, kan stadig vække en dyb følelse af glæde i mig. Hun har en helt fantastisk åbenhed for taknemmeligheden og den måde, hun SER ting på – udsigten, den flotte kage, den fine kjole… er for mig forbilledlig.

Øvelser – taknemmelighed

At have fokus på det, vi glædes over, er langt fra det samme som at lukke øjnene for de problemer og udfordringer, vi også har. Men det giver energi og overskud til at takle det, og det kan derfor være gavnligt bevidst at arbejde med taknemmeligheden.

Måder at arbejde bevidst med taknemmelighed:

  • Taknemmelighedsdagbog

Skriv hver dag tre ting, du er taknemmelig for. Hvad har du oplevet, der gjorde dig glad? Hvad har begejstret dig? Hvem har du været sammen med? Når ugen er omme, så læs det igennem og mærk, hvad det gør ved dig.

  • Begynd dagen med taknemmelige tanker

Begynd dagen med at tænke på det, du glæder dig til i løbet af dagen og det, du har at være taknemmelig for. Det giver en dejlig og positiv måde at begynde dagen på, og er noget mere behagelig end at tænke på alle de ting, vi skal nå, hvilket udløser stresshormoner og negativt humør.

  • Skriv et brev

Prøv at skrive et brev til en, du har lyst til at sige tak til. Giv udtryk for, hvad vedkommende har betydet for dig, og hvorfor du værdsætter ham/hende. Mærk hvad det gør ved dig at skrive brevet. Måske skal vedkommende endda have brevet?

taknemmelighed
hvad er mennigen

Hvad er meningen?

Oprør mod ligegyldigheden

Hvad er meningen?

Meningen med det hele er en altafgørende faktor for, at vi trives. Et menneskeligt grundvilkår er, at vi alle skal dø. Det er nogenlunde den eneste ting, der nogen sinde er sikker. Måske netop derfor søger vi altid efter en mening med livet. Når det bliver meningsløst, det man laver på sit arbejde, så mistrives vi og bliver stressede. Når vi skal lave ligegyldigheder, så frustreres vi. Når de sociale fællesskaber, vi begår os i, ikke længere giver mening, så bryder vi op.

Oprør mod ligegyldighed, materialisme og flokmentalitet

For nylig var jeg så heldig at være til Skanderborg Gymnasiums teaterkoncert ”Crazy Diamond”. Med afsæt i en række af min egen ungdoms store musikidoler, Pink Floyds udtryksfulde numre, opførte en kæmpe flok gymnasieelever et stykke om det moderne ungdomslivs udfordringer. Sang, skuespil, dans og musik tilsat passende kostumer, flot scenografi og højt humør.

Jeg føler mig heldig. Med alle de unge, der mistrives og stiller alt for høje krav til sig selv, og som deltager i et samfund, der stiller høje krav om karakterer, adgangskrav og forventninger til de unge, føler jeg mig særdeles opløftet, når jeg møder oprøret mod ligegyldighed. En kæmpe flok unge mennesker, der synger, spiller, danser og taler om det samme, så alting går op i en større, næsten cykedelisk enhed. Musik fra mine egne unge dage sat ind i en nutidig kontekst – oprør mod ligegyldighed, materialisme og flokmentalitet.

Meget dygtige kreative unge mennesker, der formidler et budskab om mening. I fællesskab. Oprør ikke for oprøret skyld, men et meningsfyldt oprør. Budskabet var klart. Fællesskabets opløftede stemning – den stemning, der kun opstår, når en stor flok mennesker på samme tid har samme agenda – her selve teaterkoncerten – bragede ud over scenekanten og gav i den grad mening.

Meningen i fællesskabet

I små øjeblikke af lykke har jeg selv oplevet livets mening. Og når jeg mærker hundredevis af unge mennesker, der på én gang formidler deres samhørighed i en teaterkoncert, så giver det mig håb. Håb om, at de unge finder fællesskaber, hvor de vil hinanden og betingelsesløst åbner sig for hinanden. Hvor der nogen gange er noget, der er større end én selv. Hvor det ikke handler om den nyeste mobiltelefon eller de flotteste bukser. Men hvor vi, som mennesker, VIL noget med hinanden og for hinanden. Hvor vi ikke som robotter følger det, vi tror, der forventes af os, men tillader os at stoppe op og forholde os kritisk til den vej, vi er på vej af i et hæsblæsende tempo. Hvor vi tør sige nej til forandring og udvikling og ja til nærvær og væren. Og hvor vi tør lade andre komme før os selv – lade fællesskabet være rammen om vores egen tilværelse. Hvor vi lukker de mennesker ind, der er ensomme, triste, håbløse og for en stund har mistet meningen med det hele.

De unge mennesker fik budskabet ud over scenekanten og i den grad mig til at mærke en mening med alting. Tak for det, unge mennesker. I betyder noget. Meget mere end I nogen gange selv tror. Ikke alene som individer, men i allerhøjeste grad i det fællesskab, hvor I på få uger kan få mening formidlet langt ud over scenen med bravour.

hvad er mennigen

Hvorfor bekymrer man sig?

Bekymringer der dræner

Der er to slags bekymringer: dem vi kan handle på, og dem vi skal slippe.

De bekymringer, vi kan handle på, er sjældent problematiske. Mangler vi mælk, så laver vi en plan for, hvordan vi får købt mælk.  Det er de andre bekymringer – dem, der i virkeligheden ikke er konkrete, reelle…. , der er problemet.  De dræner os for energi og livsglæde. De fastholder os i følelsen af angst og handlingslammelse, modløshed og afmagt. Det bliver hurtigt en negativ spiral, når bekymringerne tager magten og bliver en alt for stor del af hverdagen. Det forstyrrer nattesøvnen og stjæler humør og energi.

Hvorfor bekymrer man sig

Mennesker er, til forskel fra dyrene, født med en hjerne, der har evnen til at bekymre sig. Vi kan huske fortiden og gøre os forestillinger om fremtiden, hvilket er ret smart, for det gør det muligt for os at lægge planer, forberede os og undgå de værste farer i livet.

Menneskets hjerne er mange millioner år gammel, og er ikke i stand til at kende forskel på virkelighed (reel fare) og tanker (hvad nu hvis…). Derfor udløser bekymringer en række fysiologiske reaktioner på samme måde, som hvis der var en reel trussel foran os. Kroppen kommer i alarmberedskab, og du mærker måske hjertebanken, sveden, rysten og uro i kroppen.

Alting begynder med en tanke. Lige så snart vi har tænkt tanken, tænker vi den næste – tænker du bondegård, tænker du måske dernæst på køer. Det er sådan vores hjerne fungerer. En tanke føder den næste. Når det handler om bekymringer, kan en lille ligegyldig og ovenikøbet forkert tanke blive til en hvirvelstrøm af negative bekymringer. Alt sammen noget, der foregår inde i dit hoved, langt væk fra virkeligheden. Først når vi handler på vores tanker, bliver de til virkelighed.

Gode råd til bekymringer

Man kan heldigvis lære at stoppe bekymringsspiralen. Det kræver tålmodighed og bevidst fokus på det, men enkle værktøjer kan være en stor hjælp. Jeg giver her tre strategier, der kan være en hjælp mod den evige bekymringsspiral.

1 UDFORDRE TANKERNE

Stop op! Og tænk: gavner denne tanke mig? Hvilken tanke vil i givet fald være mere nyttig? Øv dig i at flytte fokus fra negative bekymringstanker til nyttige tanker.

Stil nogle modspørgsmål til bekymringen: hvilke beviser er der for, at tanken er sand? Er der beviser for det modsatte? Hvad er det værste, der kan ske? Og hvis det sker, hvad kan du så gøre? Hvad nu, hvis det bedste skete i stedet for? Prøv at svare dig selv på dine ”hvad nu hvis-”tanker… Hvad nu, hvis …. Hvad kunne du så gøre? Hvad ville der så egentlig ske?

Ved at udfordre tankerne og tænke dem til ende, vil du i stedet for at gå med på bekymringen tage styringen. Du vil få fat i din egen evne til at håndtere problemer.

2 BEKYMRINGSTID

Hvis det hele har taget overhånd, og du oplever, at bekymringerne kværner hele dagen lang, så kan du lave en bekymringstid. Vedtag, at hver dag mellem fx kl. 16-1615 er der bekymringstid. Ved at skemalægge bekymringerne, kan du få kontrollen over bekymringerne tilbage. Planlæg bekymringstid og prøv så resten af tiden at udskyde bekymringerne til bekymringstiden – skriv dem evt. op på et stykke papir eller en note på din telefon. Når du så har bekymringstid, så giver du fuld skrue if. at bekymre dig. På den måde, giver du dig selv lov til at have bekymringerne, uden at det er dem, der har magten over dig – du tager kontrollen tilbage. Tit vil du som bonus opdage, at en bekymring ikke længere bekymrer dig…

Hvis bekymringerne dukker op uden for bekymringstiden, så siger du venligt til dig selv, at den vil du tage dig af næste gang, du har bekymringstid, og så vender du opmærksomheden mod det, du er ved lige nu.

3 VEJRTRÆKNING

Giv aktivt opmærksomhed til dit åndedræt. Læg hånden på din mave og fokuser på at få din vejrtrækning helt ned i maven. Koncentrer dig om at få en rolig vejrtrækning. Efter 5 minutters bevidst opmærksomhed på dit åndedræt, kan du mærke, at dit system begynder at falde til ro og alarmberedskabet sænker sig. Herved får du igen mulighed for at få kontakt til din rationelle tænkning. Du får mulighed for at komme tilbage til nuet i stedet for at bevæge dig i bekymringernes fortid eller fremtid.

Tro ikke på alt, hvad du tænker

Ingen af strategierne er nemme at lære – de kræver en målrettet indsats og bevidst træning. Til gengæld er de ret effektive, når først de er blevet en del af hverdagen. En overordnet huskeregel kan også være god. For mig selv virker det rigtig godt at huske mig selv på, at bekymringerne bare er tanker, og man kan ikke tro på alt, hvad man tænker.

OCD behandling

OCD kan behandles

Skøre tanker og helt almindelige mennesker

De fleste af os kender til det, at en bestemt sang bliver ved med at køre rundt i hovedet af os. Prøv at forestille dig, hvis det i stedet for en ørehænger-sang, var tanken om at slå din bedste ven ihjel. I billedlige, levende detaljer. Igen og igen. Du er ikke vred på din ven, og du har aldrig været voldelig. Du ønsker ikke at have disse tanker. Men billedet vil ikke forsvinde. Faktisk er det formentlig ubehageligt for dig bare at læse dette. Det er sådan tvangstanker fungerer. De er uønskede, forstyrrende og vil ikke forsvinde. Det er ikke altid tanker, der handler om at gøre forfærdelige ting som mord, men det er aldrig rare tanker. Tvangstanker har rødder i frygt: hvad hvis jeg gjorde nogen syg? Hvad hvis jeg er skyld i, at nogen kører galt? Grundlæggende handler tvangstanker ofte om de værste ting, vi kan forestille os: blasfemi, racisme, mord, voldtægt, bakterie-smitte, pædofili, brand, dyremishandling…

Vi har alle tanker af alle slags

Mennesker med OCD, som har disse skræmmende tanker, handler ikke på disse tanker og de forfærdelige ting, de forestiller sig sker, sker aldrig. Hvor de fleste mennesker blot ryster tanken fra sig, når de opstår – og det gør tanker af alle slags for os alle – , så oplever mennesker med OCD, at tanken sidder fast i bevidstheden. Helt naturligt begynder man at tænke på, hvorfor man overhovedet har disse tanker . Er det fordi, det faktisk kan ske? Er det fordi, jeg ønsker, at det skal ske? Betyder det, at jeg er ond og farlig? Svaret er klart nej, men når man har OCD, så er frygten for det så skræmmende, at tankerne bliver voldsomt ubehagelige og angsten eller ubehaget stiger.

De mennesker, jeg har mødt med OCD, og gennem årene er det blevet til rigtig mange, har alle sammen haft en meget høj moral, været ordentlige mennesker, der på ingen måde er farlige, og som ofte stiller meget høje krav til sig selv. De er ikke mærkelige eller sindssyge. Tværtimod.

OCD ligner og er helt forskellig…

Tvangshandlinger er nogle gange logiske udløbere af tvangstankerne, som fx hvis man vasker overdrevet meget hænder, hvis man er bange for smitte. Andre gange, derimod er der ikke nogen umiddelbar logisk sammenhæng. Fx hvis man ikke må købe noget, der koster et bestemt beløb, fordi det betyder, at en du holder af kører galt.

Det er ikke alle, der har tvangshandlinger, nogle med OCD har overvejende tvangstanker. Og nogle har tvangshandlinger, der er af mere mental karakter: gentage ord, remser mv. Jeg har mødt lige så mange forskellige slags OCD, som jeg har mødt klienter med OCD. Mekanismerne i OCD’en er de samme, men indholdet helt individuelt.

Når man har OCD, er man nødt til..

Vi kender alle sammen til at tjekke en ekstra gang, at lyset er slukket eller undgå at træde på stregerne. Vi har alle ulogiske vaner som ”bare er fordi”. Dette adskiller sig dog fra det at have OCD, dels pga graden af tvangshandlingerne, og særligt i relation til graden af forpinthed. Når jeg i klinikken møder klienter med OCD, så har de alle det til fælles, at de er flove. Det er fornuftige, intelligente og på mange andre områder i livet velfungerende mennesker. De er fuldt ud klar over, at OCD-handlingerne isoleret set er skøre. Det giver ikke mening, ikke at må bruge blå klemmer til vasketøjet, at tælle alting, og hvis man rammer tallet 4, så skulle trække fra og lægge til i en uendelighed, for at få det til at passe… Og det er man godt klar over, når man har OCD, men man kan ikke lade være.

I hvert fald ikke før, man får arbejdet med sin OCD og tilegner sig de værktøjer, der skal til, for at arbejde sig ud af sin OCD.

Man er fuldt ud klar over, når man for 47.gang i træk vasker hænder, at tankerne er kørt af sporet og handlingerne, ritualerne er nyttesløse. Men… man kan ikke lade være.  Man får ikke glæde ud af tvangshandlingerne. Man opnår en lettelse nu-og-her, men lettelsen er midlertidig. Det er ikke fordi, man ønsker at tælle alle colaflaskerne i supermarkedet, men man føler, at man er NØDT til det. Hvad nu hvis… tankerne alligevel er rigtige, så er det sikrest at tælle colaerne en ekstra gang, af frygt for de katastrofale konsekvenser.

OCD kan behandles!

Første skridt i arbejdet med OCD er en forståelse for og anerkendelse af, at man ikke er skør, og at der rent faktisk er en indre logik midt i alt det ulogiske.  Den onde cirkel kan brydes. Der findes god behandling for OCD, og med de rette værktøjer og hjælp, så er det muligt at komme ud af tvangstankerne- og handlingernes klør!

Få mere viden om tvangstanker og OCD her.

OCD behandling
Når det uperfekte er helt perfekt

Hurra for fjumreår

Alt for mange unge mistrives og bliver ensomme.

Ord som ”normal og perfekt” dukker rigtig tit op i min praksis. Alt for mange mistrives i deres hamsterhjulsstræben efter at opnå netop dette uopnåelige perfekte. ”Kan du ikke lære mig at blive mere effektiv” . ”Jeg burde bare læse nogle flere lektier” – sætninger, som jeg hører rigtig tit. Ofte er det bare hverken effektivitet eller lektielæsningen, der er problemet, men manglende trivsel, sjov og glæde i hverdagen. Manglende ro og stunder, hvor man bare kan være uden at skulle præstere eller tænke på sin fremtid.

Det er dybt bekymrende, at så mange unge mennesker finder vej til min praksis. Jeg mener, jeg holder utrolig meget af arbejdet med de unge, men jeg kan se nogle tendenser, som bekymrer mig. Søgen efter det perfekte, det ensporede resultatorienterede og en grundangst for at sige nej.

Jo mere de søger efter det perfekte, jo dårligere får de det med sig selv. Til sidst ender de med ikke at føle, at de er noget værd.

Uddannelseskravene er enorme

Hjemme kan jeg se mine egne unge mennesker knokle og gøre det rigtig godt. Jeg kan se dem indfri alt for store krav fra samfundet og uddannelsessystemet. Når mine børn, da de hver i sær gik i syvende klasse, skulle tage stilling til, hvad de skulle efter 9.klasse – og hvilken retning, de ville på gymnasiet, og hvad de efter gymnasiet skulle bruge af fag til deres videre studieretning… så har jeg sagt til dem, at de må skrive lige, hvad de synes, for det er alligevel en stor gætteleg. De har tids nok kunnet tage stilling. Mine tre store teenagere har valgt hver sin vej videre fra folkeskolen. Det gør mig glad, for jeg ved, at de har valgt det, de hver især havde lyst til og brug for helt personligt. Men det gør mig trist og rasende, at det for unge mennesker er svært at vælge det oplagte uden at føle sig forkert.

Når det uperfekte er lige netop perfekt

Jeg tænker, at vi forældre har en kæmpe opgave i at hjælpe de unge mennesker med at balancere kravene og slå et slag for fjumreår. Fjumreweekender, fjumredage… Pauserne, dagene i nattøj uden program. Og at turde sige nej og gå glip af noget ind imellem. Vi har et ansvar for at italesætte, at vi ikke forventer det perfekte.

Jeg møder de unge mennesker, når perfektionismen kammer over og medfører stress og depression. Udadtil meget velfungerende unge mennesker, der er fagligt dygtige, socialt vellidte, har fritidsjob og sunde fritidsinteresser. Har kæreste og besøger deres bedsteforældre. Går i byen sammen med de andre unge perfekte mennesker, der også kan det hele… Lige indtil det krav, de føler fra omgivelserne og i endnu højere grad fra dem selv, kammer over. Et syvtal i en dansk stil vælter pludselig læsset, eller kravet om at skulle vælge valgfag i gymnasiet bliver uoverskueligt, fordi de ud over at finde ud af, hvad de synes er sjovt, skal tage stilling til, om netop den fagkombination betyder, at de kan komme ind på deres drømmestudie, som de for hovedpartens del ikke aner, hvad er.

Den evige stræben efter det perfekte medfører stress og ensomhed. Selv om det er vellidte, søde og dejlige unge mennesker, så står de midt i flokken og føler en enorm ensomhed, for det er et umuligt projekt, de er ude i – perfektionismen.

Når det uperfekte er helt perfekt