Logo

Følg mig

Forfatter arkiv

Terapi Silkeborg

Mennesker på vej

Mennesker på vej

Mennesker er fulde af ressourcer. Ressourcer som nogle gange er tydeligere end andre for mennesket selv.

Det er snart weekend, og som de fleste andre, glæder jeg mig til et par dage uden så mange krav og med familien i førersædet.

Jeg kan se tilbage på endnu en dejlig arbejdsuge. Jeg er så privilegeret at møde så mange forskellige mennesker i klinikken. Skønne, dejlige mennesker hver og en. Så mange livshistorier og så mange perspektiver på livet, bliver jeg præsenteret for. Så mange verdener, jeg får indblik i. Så mange skæbner.

Jeg hører tit sætningen: ”bliver du aldrig træt af folks problemer”. Og nej, det gør jeg ikke. Måske fordi jeg ikke ser på mennesker som fulde af problemer, men snarere fulde af ressourcer.

Mennesker er fulde af ressourcer. Nogle gange bliver ressourcerne sat i baggrunden af udfordringer. Nogle gange knokler mennesker så vanvittigt, at de rammes af stress og nogle gange er naturen ubarmhjertig og rammer mennesker med depression. Men ressourcerne er der stadig. Mit fornemste job er at hjælpe folk med at få øje på dem. Det er bestemt svært nogle gange. Altså for mennesket selv – fra min stol er der som regel en skøn udsigt til masser af ressourcer hos den anden.

Min arbejdsuge har som altid beriget mig med mennesker, der er på vej. Unge mennesker, der knokler med at finde tiltro til sig selv. Stressramte mennesker, der har glemt, hvad de kan. Skilsmisseramte mennesker, der for en stund har mistet fodfæste. Angste mennesker, der leder efter en vej at turde. Alle mennesker, der på deres egen unikke måde er på vej. Og som på deres vej lader mig følge dem et stykke.

Når et behandlingsforløb afsluttes, glædes vi, klienten og jeg, sammen. Over livet, der igen kom på ret kurs. Over ressourcerne, der blev tydelige og hjalp klienten på vej.  Nogle gange synes vejen længere end andre. Men der er en vej.

Jeg bliver ikke træt af folks problemer. Jeg synes, det sværeste ved mit arbejde tit er at slippe folk, når de har det godt igen… Ganske ofte tænker jeg på tidligere klienter. Hvor mon de er på deres vej? Mon de trives? Mon ressourcerne er blevet tydelige for dem og mon de tør bruge dem til at nå deres mål?

Ind imellem får jeg en hilsen fra en tidligere klient. Et postkort, en sms, en mail. Bare med en lille opdatering på, at det går dem godt. De dage er særlige for mig. Det er dem, der gør mit arbejde så særligt for mig – de dage, hvor mennesker selv har øje på deres ressourcer og tager føringen i deres liv. Hvor de har set deres vej.

Terapi Silkeborg
stress - hjælp din kollega

Stress – hjælp din kollega

Hvordan ser man stress?

Jeg blev ringet op af en omsorgsfuld og bekymret leder. Han ville vide mere om, hvordan han kunne hjælpe sin medarbejder, der er ramt af stress. Vi fik en god snak om dette og fik aftalt et forløb, der to måneder senere medførte ordene ”godt vi satte ind tidligt”. Og det er netop afgørende – at sætte tidligt ind, inden den stressramte bryder grædende sammen, ryster, mister hukommelsen, får invaliderende fysiske symptomer, falder om eller må sygemeldes.

Stress er en rigtig svær lidelse at have for den enkelte, og det er et kæmpe samfundsmæssigt problem. Stress hos en kollega er aldrig dit ansvar, men jeg tænker, at alle har et medmenneskeligt ansvar for omsorgsfuldt at hjælpe vedkommende med at gå til chefen og få hjælp til at vende udviklingen.

Stress – adfærd, humør og præstation

Det man kan være opmærksom på hos sine kolleger er ændringer i adfærd, humør og præstation.

Bliver den ellers så glade kollega kort for hovedet, indelukket og vil ikke længere med til frokost? Glemmer den ellers så pligtopfyldende kollega pludselig små detaljer og vigtige aftaler? Spørger han eller hun om ting, I allerede har talt om? Og bliver vedkommende forvirret og uklar, så kan det være tegn på stress.

Da stress medfører en lang række symptomer, herunder nedsat kognitiv funktionsevne – altså den måde, hvorpå man tænker, har overblik, koncentrerer sig og træffer beslutninger på – vil den stressramte ofte ikke selv være opmærksom på, at der er tale om stress, førend vedkommende ikke længere ”bare kan tage sig sammen”. Når det bliver tydeligt, at din kollega har brug for hjælp, så overtag på en omsorgsfuld måde. Det kan være, at kollegaen har brug for et skub for at gå til chefen, eller det kan være, at du må gøre det for vedkommende. Den stressramte mangler overblik og kan ikke længere selv få sagt fra. Når først symptomerne er så tydelige, at kolleger ser det, så kan man være sikker på, at det har stået på meget længe, og at den stressramte har forsøgt at mestre det i meget lang tid selv. Stress er ikke noget, der opstår hen over en enkelt weekend!

Derfor er det vigtigt, at kolleger og leder hjælper med at spotte stress. Den stressramte vil ofte selv bortforklare sine reaktioner og sine symptomer. ”Jeg har bare lige travlt inden ferien” …”Jeg skal bare lige aflevere den næste opgave”… Hvis din kollega ”bare lige skal nå deadline, så ændrer det hele sig”, så vær vedholdende – spørg ind efter deadline og påpeg, at du fortsat er bekymret.

Den stressramte, der endnu ikke har erkendt sit problem, vil ofte påtage sig opgaver, hvor du kan se, at det ikke er hensigtsmæssigt. Stil spørgsmål til, om det nu også er en god ide, når du kan se, at vedkommende er presset. Hvis du i stedet selv påtager dig opgaven, så italesæt det overfor chefen, så det bliver tydeligt, hvis problemet er, at der er for mange opgaver til for få hænder. Den stressramte mangler overblik og har derfor svært ved at prioritere i sine opgaver og har svært ved at huske, hvad der mangler at blive gjort. Påpeg behovet for at få sorteret i opgaverne og bed den stressramte om at få chefen til at hjælpe med at prioritere sine opgaver – hvad er vigtigst i hvilken rækkefølge, og hvad skal gøres hvornår.

Den stressramte har brug for, at nogen omsorgsfuldt hjælper med at bremse udviklingen, før det går helt galt og lang sygemelding, depression eller andet kommer oveni. Som kollega er du den nærmeste. Det kræver ikke en særlig uddannelse at se stress, men opmærksomhed overfor vores medmennesker er afgørende. Din omsorg kan betyde alverden for den, der har brug for det.

stress - hjælp din kollega
stress - hjælp din kollega
Depression

Fra grå og trist til smuk og glad

Glæde gør smuk

Ind af døren til klinikken kommer den smukkeste kvinde. Ikke sådan model-smuk, men smuk på den måde, man kun kan være, når glæden, der aftegnes med store smil på ansigtet, kommer helt indefra. Og det gør den – kvindens glæde.  Og min glæde vækkes af mødet med kvinden. Det er som at møde hende for første gang.

For tre måneder siden ville ingen have beskrevet kvinden som smuk. Grå, trist og modløs måske. Men ikke smuk. Kvinden blev ramt af en depression. Efter en svær tid i hendes liv, hvor kræfterne blev brugt op, hvor pligterne pludselig fyldte mere end lystaktiviteterne, hvor energien ikke slog til, og hvor alt, hun oplevede, blev filtreret gennem depressionens tunge dyne, søgte hun hjælp.

Hun kom i min klinik, og første samtale var svær for hende. Det føltes for hende som et nederlag at sidde der ved mig. Ved psykologen. ”Jeg har altid klaret tingene selv”, sagde hun. Første skridt i terapien blev derfor at acceptere, at det er helt i orden at tage mod hjælp – og til tider endda smart ikke at klare tingene selv, når de klares hurtigere og bedre sammen med andre. Det er alt andet end svagt. Det gør kampen mindre ensom at dele den med nogen. Hun gik fra første session med opgaven at indvie hendes allernærmeste i, at hun for en stund var slidt til sokkeholderne og havde brug for deres omsorg. Også selv om det plejede at være omvendt – hende der var den stærke og omsorgsfulde. Eller måske netop derfor…

Energi- og humørkilden tømt

Når energien er ikke-eksisterende, reagerer de fleste velfungerende mennesker med at prioritere pligterne. Alt det, der står på ”jeg bør”-listen. Der knokles med arbejde, vasketøj, ukrudt og støvsugning. Vennerne nedprioriteres – for man orker ikke – fodbolden indstilles – for man orker ikke- og den ellers tidligere så sjove drageflyvning forsvinder ud af programmet – for man orker ikke noget som helst. Når det sker, så er det ikke svært at regne ud, at der opstår endnu dårligere humør, endnu mindre energi og endnu større selvbebrejdelse. Depressionen har en særlig evne til at sende nedladende indhold ind i ens tanker. ”Du duer ikke – du gør det ikke godt nok – du skulle bare tage dig sammen – alle andre er bedre end dig….” Den slags meget lidt opbyggende kommentarer flyder i lind strøm i form af tanker, der dræner for humør og energi. Og pludselig er man havnet i den onde cirkel.

Den onde cirkel var lige nøjagtig den, som den – bag ved det grå depressionsskær – så smukke kvinde – også var havnet i. Gennem samtaler og hårdt arbejde fra hendes side – ved at bruge de redskaber og de erkendelser, som hun tilegnede sig i terapien, dukkede hun langsomt frem i livet igen. Og nu, tre måneder efter, kommer hun så ind af døren. Smilende og glad. Tilfreds og klar til livet igen. Det er tre uger siden, jeg har set hende sidst. Jeg bliver derfor glad for at få lov til at møde kvinden – på mange måder for første gang.  Første gange uden depression i hvert fald.

Jeg er så taknemmelig for at få lov at være med på sådanne rejser. Når jeg jævnligt bliver spurgt, om jeg ikke er træt af at høre på mennesker, der har det skidt – så er det stunder som denne, der står lysende klart for mig. Jeg er taknemmelig og ydmyg overfor at få lov at lytte til mennesker, der efterhånden får det bedre og ender med at stå smilende i mit kontor og sige farvel til mig.

IMG_1396

istdp
mindfulness

Den dag i kajakken

Drømme og bekymring

Bekymringsmonsteret inviteres med

Mens solens lys glimter som sølvperler på vandets overflade og gæssene højlydt skræpper deres protest over at være blevet forstyrret, sidder jeg i min kajak og lader drømmene tage fart. En dejlig boblende følelse breder sig i mig, mens kajakken glider næsten lydløst gennem det blikstille vand. Som så mange gange før dukker mit indre bekymringsmonster op, førend jeg overhovedet er færdig med første tanke.  Jeg har end ikke formuleret drømmen færdig. Jeg lader det være – det kan brøle, råbe og skrige lige så tosset det vil. Jeg har noget vigtigt at forfølge. Noget værdifuldt. Noget, jeg kan finde tusinde undskyldninger for at drømme, men som, når det kommer til stykket, bare er ”fordi”. Det er sådan det, der giver os værdi, bedst kan argumenteres for.

Jeg har travlt med at drømme om min egen psykologpraksis. Uafhængighed. Selvstændighed. Frihed. Fleksibilitet.

Der er tusinde mål på vejen til min drøm. Tusinde ting at gøre, tusinde ting at sige. Men den glæde og energi, det giver at forfølge sin drøm, giver overskud på energikontoen, så der er rigeligt at tage af. Jeg bruger lidt af energien på at koncentrere mig om pagajtagene, så der kommer fart i kajakken. Bekymringsmonsteret ævler løs. Hvad nu hvis dit, og hvad nu hvis dat…. Der er mange grunde til at lade være at forfølge drømmen, men heldigvis endnu flere for at lade være med at lytte til det usikre, befængte monster.

Jeg er så vant til at have bekymringsmonsteret med mig. Det forfølger mig konstant. Det er blevet et vilkår for mig. Når min yngste skal cykle hjem fra skolen for første gang… hvad nu, hvis hun falder? Når min ældste skal til fest på gymnasiet… hvad nu, hvis han bliver (for) fuld? Når mine teenagedøtre skal være alene hjemme  –  hvad nu, hvis de kommer op at skændes…. Når min mand står op midt om natten for at køre til lufthavnen – hvad nu, hvis han falder i søvn bag rattet…

Jeg har efter mange års træning lært, at det bedste jeg kan gøre er, at lade bekymringsmonsteret brøle. Acceptere, at det er en del af mig. Lytte, når det giver mening, men oftest bare lade det skrige sine bekymringer ud. Jeg har svært ved det. Det kræver bevidst opmærksomhed fra mig ikke at lytte. For måske har det der beskidte monster en pointe… NEJ! Jeg inviterer monsteret med i kajakken, det kan lige være bag mig. Jeg har imidlertid pagajen, så jeg styrer retningen. Så må monsteret sådan set gerne brøle. Jeg giver det ikke opmærksomhed.

Den dag i kajakken, i det iskolde vand, som jeg heldigvis ikke faldt i, med gæssenes skræppen og med solens sølvstænk på vandet – den dag besluttede jeg mig til at forfølge min drøm. Nu er den virkelighed. Jeg sidder og skriver mit første blogindlæg. Det bliver en rejse for mig, en rejse, jeg inviterer dig med på her på bloggen.

mindfulness