Logo

Følg mig

Stresset lærer

Lærernes dag

5.oktober er det FN’s internationale lærerdag. Det er på mange måder lidt grotesk, synes jeg – for hver dag burde vi som samfund fejre vores lærere… men sådan er der jo så meget, og jeg vil bestemt gerne være med til at hylde lærerne – også i dag. Især i dag, hvor min bevidsthed er fyldt med stressede lærere. Mere om det senere.

Jeg har selv en fortid som lærer. Jeg var først i tyverne, da jeg uddannede mig som folkeskolelærer. Jeg troede, at det var det, jeg skulle arbejde med i mit voksne liv. Jeg arbejdede da også i en årrække som lærer. Indtil jeg valgte at sige op og gå efter drømmen – at blive psykolog. Jeg troede ikke, det var muligt for mig at opnå denne drøm, men det er ikke det, dette indlæg skal handle om.

Vilkår i skolen

Den klasse jeg havde, da jeg tog beslutningen om, at jeg ikke ville være lærer mere, husker jeg klart. Det var ikke nemt at forlade de skønne unger og de gode kolleger. I den klasse, jeg var klasselærer for, var der som i alle klasser en skøn blanding af børn fra forskellige vilkår og med forskellige forudsætninger.

24 individuelle børn med 24 individuelle behov

En af drengene har utallige gange siden fyldt i mine tanker. Hvor mon han er nu? En lille dreng, hvis far var indlagt på psykiatrisk afdeling, og hvis mor var misbruger. En kærlig, intelligent, køn og smaddersjov lille gut, der på alle måder havde det alt for svært. Han VILLE lære. Han knoklede. Og indimellem trængte han til at tale om alt det, der foregik derhjemme. Naturligvis. Jeg prøvede at finde tiden til at lytte… En anden dreng i klassen kom fra et almindeligt, gennemsnitlig dansk hjem. Han var lynende intelligent og langt foran de andre fagligt. Han kedede sig alt for tit, og når det skete, så lavede han ballade. Ballade, jeg tit var med til at rede ud, når nogle blev kede af det og kom i klemme i hans kedsomhed. Der kunne ikke undervises, førend konflikterne var redt ud.

Flere opgaver…

En af pigerne havde det socialt møgsvært i klassen. Hun hørte ligesom ikke rigtig til i nogen venskaber. Hun var altid i periferien af det sociale. På tålt ophold, men uden egentlig at høre til. Hun længtes ekstremt efter at føle sig velkommen. Det fyldte så meget for hende, at der slet ikke var plads til det faglige. Naturligvis. Jeg gjorde mig mange tanker og lavede i samarbejde med mine kolleger forskellige tiltag, der skulle hjælpe hende med at få fodfæste. Der var en, der kæmpede som en gal med bogstaverne – en kamp op ad bakke, for hun var massiv ordblind og først, da der kom specialhjælp til, og det rette udstyr blev søgt hjem til hende, fik hun vilkår, hvor hun kunne følge med de andre. Jeg forsøgte at give hende en særlig håndsrækning, når jeg kunne.  Dette var bare fire af børnene…. Der var 24 i klassen. Og det dobbelte antal forældre. Og min opgave var at undervise…

Lærernes vilkår

Hver dag står lærerne rundt om i landet med dette vilkår. En flok skønne børn. En række krav til deres undervisning. Med intentionen om at gøre det godt for de videbegærlige unger.

Jeg har selv fire børn, så jeg har som forældre oplevet min del af lærerne fra den side også. Et klart flertal af skønne, dygtige, velmenende og entusiastiske lærere. Nuvel, jeg kan også komme i tanke om et enkelt broddent kar, men dette er ikke særegent for lærerstanden, det gælder psykologer, taxachauffører, industrimedarbejdere, ingeniører og alle andre brancher. Mine børns lærere har generelt gjort et arbejde langt ud over det, de er ansat til og langt mere end det, deres lønningspose afspejler.

Når lærerne får stress

Af lige dele interesse og gammel vane læser jeg jævnligt med i lærernes fagblad ”Folkeskolen”. En af de artikler, jeg har stødt på og som selvfølgelig har min interesse som psykolog, handler om stress. Hver fjerde lærer har oplevet stresssymptomer. Hver FJERDE! Som der står ”stress er en epidemi, der for alvor har fundet vej ind på lærerværelset”.

Lærere i stressbehandling

Jeg genkender det fra min praksis, hvor jeg har flere lærere i behandling for stress. Det er desværre ikke alene i lærerstanden, at denne epidemi spreder sig, men et generelt samfundsproblem. Men jeg synes, det er særligt alvorligt, når vores lærere rammes. De voksne, vi sender vores børn ud til hver eneste dag i flere timer, end vi selv er sammen med dem. De voksne, der knokler med at lære vores børn en masse fagligt og såmænd endnu mere socialt. De børn, der skal køre vores samfund videre. Hvis ikke vi passer på lærerne, så er det rent selvmål på flere planer.

Kæmpe skud ud til lærerne

Lisbeth Kappelgaard fra Aalborg Universitet har skrevet ph.d om arbejdsrelateret stress blandt folkeskolelærerne. Som altid er det en umulig opgave at pege på én årsagsforklaring til den omsiggribende stress, men en blandt mange faktorer er, at lærerne ikke oplever respekt fra det omkringliggende samfund.

Hvad kan du gøre?

Mange af de andre faktorer er svære for den almindelige dansker at gøre noget ved. Men jeg ved, at jeg i dag kan gøre noget helt konkret. Ud over at skrive dette indlæg med en opfordring til, at du, som læser med, også gør noget – en lille ting – så vil jeg sende mine børns lærere en konkret hilsen. For de gør det godt. De knokler. De gør deres bedste. De smiler til mine børn og lytter, når de græder. De hjælper, når det faglige driller og de laver spændende undervisningsrammer, der giver mulighed for faglig fordybelse på den fede måde. Kæmpe tak og stor respekt til dem! Også i dag.

stresset lærer