Logo

Følg mig
  • Blog
  • Hurra for fjumreår

Hurra for fjumreår

Alt for mange unge mistrives og bliver ensomme.

Ord som ”normal og perfekt” dukker rigtig tit op i min praksis. Alt for mange mistrives i deres hamsterhjulsstræben efter at opnå netop dette uopnåelige perfekte. ”Kan du ikke lære mig at blive mere effektiv” . ”Jeg burde bare læse nogle flere lektier” – sætninger, som jeg hører rigtig tit. Ofte er det bare hverken effektivitet eller lektielæsningen, der er problemet, men manglende trivsel, sjov og glæde i hverdagen. Manglende ro og stunder, hvor man bare kan være uden at skulle præstere eller tænke på sin fremtid.

Det er dybt bekymrende, at så mange unge mennesker finder vej til min praksis. Jeg mener, jeg holder utrolig meget af arbejdet med de unge, men jeg kan se nogle tendenser, som bekymrer mig. Søgen efter det perfekte, det ensporede resultatorienterede og en grundangst for at sige nej.

Jo mere de søger efter det perfekte, jo dårligere får de det med sig selv. Til sidst ender de med ikke at føle, at de er noget værd.

Uddannelseskravene er enorme

Hjemme kan jeg se mine egne unge mennesker knokle og gøre det rigtig godt. Jeg kan se dem indfri alt for store krav fra samfundet og uddannelsessystemet. Når mine børn, da de hver i sær gik i syvende klasse, skulle tage stilling til, hvad de skulle efter 9.klasse – og hvilken retning, de ville på gymnasiet, og hvad de efter gymnasiet skulle bruge af fag til deres videre studieretning… så har jeg sagt til dem, at de må skrive lige, hvad de synes, for det er alligevel en stor gætteleg. De har tids nok kunnet tage stilling. Mine tre store teenagere har valgt hver sin vej videre fra folkeskolen. Det gør mig glad, for jeg ved, at de har valgt det, de hver især havde lyst til og brug for helt personligt. Men det gør mig trist og rasende, at det for unge mennesker er svært at vælge det oplagte uden at føle sig forkert.

Når det uperfekte er lige netop perfekt

Jeg tænker, at vi forældre har en kæmpe opgave i at hjælpe de unge mennesker med at balancere kravene og slå et slag for fjumreår. Fjumreweekender, fjumredage… Pauserne, dagene i nattøj uden program. Og at turde sige nej og gå glip af noget ind imellem. Vi har et ansvar for at italesætte, at vi ikke forventer det perfekte.

Jeg møder de unge mennesker, når perfektionismen kammer over og medfører stress og depression. Udadtil meget velfungerende unge mennesker, der er fagligt dygtige, socialt vellidte, har fritidsjob og sunde fritidsinteresser. Har kæreste og besøger deres bedsteforældre. Går i byen sammen med de andre unge perfekte mennesker, der også kan det hele… Lige indtil det krav, de føler fra omgivelserne og i endnu højere grad fra dem selv, kammer over. Et syvtal i en dansk stil vælter pludselig læsset, eller kravet om at skulle vælge valgfag i gymnasiet bliver uoverskueligt, fordi de ud over at finde ud af, hvad de synes er sjovt, skal tage stilling til, om netop den fagkombination betyder, at de kan komme ind på deres drømmestudie, som de for hovedpartens del ikke aner, hvad er.

Den evige stræben efter det perfekte medfører stress og ensomhed. Selv om det er vellidte, søde og dejlige unge mennesker, så står de midt i flokken og føler en enorm ensomhed, for det er et umuligt projekt, de er ude i – perfektionismen.

Når det uperfekte er helt perfekt