Logo

Følg mig

ADHD

ADHD kaldes på dansk også opmærksomhedsforstyrrelse eller forstyrrelse af aktivitet og opmærksomhed. Det er en forkortelse af den amerikanske diagnose: Attention Deficit Hyperactivity Disorder.

3 typer

ADHD er forstyrrelse af opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet og kan forekomme i tre forskellige typer:

  • ADHD med overvejende hyperaktivitet og impulsivitet (HD – hyperkinetic disorder)
  • ADHD med overvejende opmærksomhedsforstyrrelse (ADD – attention deficit disorder)
  • ADHD med en kombination af opmærksomhedsforstyrrelse, hyperaktivitet og impulsivitet

ADHD forekommer i forskellige sværhedsgrader og optræder meget forskelligt fra person til person.

Mennesker med ADHD rammes oftere end den øvrige befolkning af depression og angstlidelser.

Behandling

ADHD er en kronisk lidelse og kan ikke ”behandles væk”. Mange med ADHD har brug for medicin til at afhjælpe symptomerne, denne udskrives af en psykiater, ligesom det er psykiateren, der stiller diagnosen.

Som psykolog kan jeg være med til at give klienten et overblik over, hvilke krav, han eller hun møder i løbet af dagen og dermed på hvilke tidspunkter af dagen og til hvilke opgaver, klienten har størst behov for at være dækket medicinmæssigt, så koncentrationen og muligheden for at danne overblik og holde fokus fungerer bedst muligt. Ofte vil det være konstruktivt, at der sker et samarbejde mellem klienten, psykiateren og psykologen. Jeg tager naturligvis gerne del i et sådant samarbejde.

Man kan lære at håndtere sine vanskeligheder og kompensere for disse. En grundlæggende forståelse for egne vanskeligheder er et nødvendigt udgangspunkt for at kunne håndtere dem på bedste vis. Ofte er det også vigtigt, at de pårørende har en grundlæggende forståelse for, hvad det betyder at have ADHD, og derfor er rådgivning til pårørende ofte en vigtig del af behandlingen.

Kognitiv adfærdsterapi vil ofte være en effektiv tilgang til ADHD, idet denne terapiform er meget struktureret og målrettet og med konkrete redskaber, som tilpasses den enkelte klient.

En væsentlig behandling for mange med ADHD er, udover evt. medicinsk behandling:

  • Psykoedukation: Dvs. undervisning i ADHD, så klienten og evt. pårørende opnår en bred viden om lidelsen. Dette kan medføre færre – eller mere realistiske – bekymringer vedrørende lidelsen.
  • Indsigt i sammenhænge mellem tanker, følelser, krop og adfærd (se kognitiv terapi), således at klienten lærer at forstå egne reaktioner, og hvordan disse kan opfattes af andre.
  • Kompenserende strategier: helt centralt i behandlingen vil være udvikling af kompenserende strategier – altså at klienten lærer strategier og metoder, hvormed klienten kan kompensere for sine vanskeligheder – dette kunne for eksempel være planlægning, organisering, strukturering og hvordan man husker og gennemfører opgaver. Der findes rigtig mange gode hjælpemidler, for eksempel APP’s, der kan være en rigtig god støtte i hverdagen.
  • Andre problematikker: For nogle med ADHD er det nærmere de sekundære problematikker, som for eksempel lavt selvværd, angst, stress, depression og skam, der målrettes i behandlingen. Også søvnproblemer optræder ofte i relation til ADHD.

Mange får først stillet korrekt diagnose sent i livet, og har derfor mange nederlag med i bagagen. Ofte vil man som ADHD-ramt kunne fortælle om misforståelser og bebrejdelser for ens vanskeligheder af omgivelserne. Dette kan medvirke til, at man som ADHD-ramt har lavt selvværd og er meget selvbebrejdende. I terapien kan man dels opnå en forståelse af, at ens vanskeligheder ikke skyldes, at man er doven, dårligt opdraget eller ikke kan finde ud af ting og bare skulle ”tage sig sammen”, men at vanskelighederne skyldes en uforskyldt neurologisk forstyrrelse. Dels kan man i terapien arbejde med det lave selvværd og arbejde med at fokusere på styrker og kompetencer, således at man opnår succes og livskvalitet.

Hvordan kommer jeg videre?

Lad os sammen lave en plan for, hvordan du kan få hjælp! Du er velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende samtale om, hvordan jeg kan hjælpe dig. Hvis ikke, jeg kan hjælpe dig, kan jeg hjælpe dig med at finde en, der er kompetent inden for netop din problemstilling. Du kan ringe til mig på 29 12 19 84 eller skrive til mig på mail:

Silkeborg Psykolog Trine Moll

Kontakt mig:
Tlf.: 29 12 19 84