Logo

Følg mig

OCD

OCD

Obsessive Compulsive Disorder

OCD er en forkortelse for obsessive compulsive disorder. På dansk: obsessive kompulsiv tilstand, eller bare ocd.

Når man har OCD, har man oftest både tvangstanker og tvangshandlinger, men der findes også former for OCD, hvor man enten har det ene eller det andet. 2-3% af befolkningen har OCD. Dette tal dækker over forskellige grader af OCD.

OCD symptomer

Ocd symptomer er primært tvangstanker og tvangshandlinger. Tvangstanker (obsessioner) er uønskede og oftest pinagtige ideer eller billeder. Disse dukker op i bevidstheden. Man kan ikke afvise dem, trods det, at man ved, at de er ufrivillige og oftest i modstrid med egne følelser.

Tvangshandlinger (kompulsioner) er gentagne handlinger. Disse foretages for at dulme det ubehag, som tvangstankerne giver.

Tvangstanker

Tvangstanker er helt almindelige, og noget de fleste af os kender til. For eksempel vil mange kunne genkende, at man står på togstationen og pludselig tænker ”hvad nu, hvis jeg hoppede ud på skinnerne” – eller hvis man kører bil, vil mange genkende at have tænkt ”pyhh, tænk hvis jeg kørte over i den anden vejbane”. Disse tanker afvises almindeligvis hurtigt, og vi bruger ikke særlig energi på dette. Tankerne opstår ufrivilligt og har ofte en katastrofeagtig karakter. De fleste af os kender også til behovet for ind imellem at tjekke en ekstra gang, om vi huskede at låse døren, eller have følelsen af, at vi trænger til at vaske hænder. Dette er ikke i sig selv et problem.

Tvangshandlinger

Når man har OCD, er det en anden sag. Personen begynder måske at lave tvangshandlinger for at reducere det ubehag, det giver at tillægge værdi til disse tanker. Tvangshandlinger har til formål at kontrollere eller neutralisere tvangstankerne. Trangen til at handle kan være så voldsom, at den ikke kan modstås, selv om man erkender, at tankerne er irrationelle. At have OCD er en pinefuld lidelse, der oftest medfører store begrænsninger i ens hverdag, er tidskrævende og medfører forringet livskvalitet. Nogle vil have svært ved at udføre de daglige pligter eller arbejde, og for nogle har det store konsekvenser socialt.

OCD på mange måder

OCD har uendeligt mange forskellige udtryksformer. OCD symptomer kan vise sig på en uendelig række måder. Der kan være tale om overdreven håndvask, gentagen tjekken, overdreven frygt for bakterier og snavs, tanker om bestemte tal, ord eller farver, samlemani, frygt for at komme til ufrivilligt at gøre skade på andre og meget, meget mere.

Nogle mennesker oplever angst, hvis ikke tvangshandlingerne udføres, andre oplever nærmere et ubehag. Mennesker med OCD er ofte meget flove over deres tanker og adfærd og bruger mange kræfter på at skjule det for andre.

OCD Behandling

Der er særdeles god evidens for OCD behandling med kognitiv adfærdsterapi. Ligeledes er Acceptance and commitment Therapy (ACT) velegnet til visse former for OCD.

Ved kognitiv adfærdsterapi rettes behandlingen mod såvel tanker som adfærd, og en væsentlig del af behandlingen drejer sig om eksponering – hvor man gradvist og på struktureret vis lærer at være i de situationer, der skaber ubehag og angst, uden at være nødt til at udføre tvangshandlinger.

Når ACT er særlig velegnet, så er det ofte til former for OCD, hvor tvangstanker er det dominerende udtryk. Her er fokus på forholdet til tvangstankerne. Tanker er bare tanker – de er ikke i sig selv farlige, og man behøver derfor ikke kontrollere tankerne. Der vil, hvor det er hensigtsmæssigt, også være fokus på engagerende handlinger medbaggrund i ens egne værdier.

Hvordan kommer jeg videre?

Lad os sammen lave en plan for, hvordan du kan få hjælp til OCD behandling. Du er velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende samtale om, hvordan jeg kan hjælpe dig. Hvis ikke, jeg kan hjælpe dig, kan jeg hjælpe dig med at finde en, der er kompetent inden for netop din problemstilling. Du kan ringe til mig på 29 12 19 84 eller skrive til mig på mail: